Var det ikke for Lars von Trier og Paprika Steen, ville der ikke have været meget at glæde sig over i filmåret 2009, i hvert fald ikke, når talen falder på dansk film.

Økonomisk set var 2008 et rekordår, hvor billetsalget til danske film 28 af slagsen var det bedste i 32 år, hvorfor dansk films markedsandel af det samlede billetsalg nåede op over 30 procent. 2009 har været det værste år i næsten lige så mange år.

Til og med den 18. december havde dansk film solgt i alt 2,35 millioner billetter mod 4,3 millioner i 2008, og da det samlede billetsalg i danske biografer ikke er faldet i 2009, tværtimod, betyder det, at danske films markedsandel næsten er halveret. Og det understreger kun den alvorlige økonomiske krise, dansk film befinder sig i.

For ganske nylig annoncerede Peter Aalbæk Jensen, at han vil trække sig ud af den daglige drift af Zentropa, som samtidig vil fyre halvdelen af selskabets 80 ansatte og flytte en del af sin produktion til udlandet.

Det er en voldsom udmelding, og det er svært ikke at få en fornemmelse af, at en æra i dansk film er ved at være forbi; den næsten guldfeber-agtige tid, hvor ikke mindst Zentropa og Nimbus lod de kreative være med til at tage beslutningerne om, hvordan, og hvad, der skulle produceres hvilket ikke sjældent blev belønnet af et stort og begejstret publikum.

Tilbage står en rådvild filmbranche, der ikke helt ved, i hvilken retning den skal bevæge sig.

Men heldigvis blev vi så i 2009 begavet med Lars von Triers Antichrist og Martin Zandvliets Applaus med Paprika Steen i hovedrollen. De to film skabte opmærksomhed om dansk film i udlandet og minder os nu om, at så slemt har det måske alligevel ikke været.

Få instruktører formår i hvert fald som Trier at udfordre både sig selv og publikum for hver ny film, og Antichrist var ingen undtagelse. Den depressionsramte instruktør lod i filmen hele verden følge med i sin helingsproces, og siden verdenspremieren på filmfestivalen i Cannes i maj måned, har medier verden over været fulde af historier om instruktørens påståede misogyni.

I Danmark solgte den komplekse og facetterede film ca. 83.000 billetter, hvilket ikke umiddelbart synes af meget, men var det bedste resultat for Trier siden Dogville (2003) og pænt for en film, der psykologisk og visuelt er så brutal som Antichrist. Desuden er det 30.000 billetter mere, end hvad den danske distributør havde håbet på.

Det psykologiske drama Applaus, der handler om en kvindes forsøg på at finde tilbage til livet efter at være blevet tørlagt, burde være blevet set af flere end de 38.000, der så den. Men til gengæld gjorde den Paprika Steen til lidt af en stjerne også uden for landets grænser. Hun fik en skuespilpris på filmfestivalen i Karlovy Vary, og hendes stærke og hudløse præstation vakte siden opsigt på den vigtige filmfestival i Toronto.

Der er blevet talt meget om, at det er de tre storsælgende Stieg Larsson-filmatiseringer, der har taget markedsandele og billetsalg fra de danske film i 2009. Men det er også en nem undskyldning at bruge i et år, hvor for mange af filmene simpelthen ikke har været gode nok til at tiltrække et stort publikum.

I alt 25 nye spillefilm er det blevet til, hvoraf ikke færre end ni er lavet af debutanter, hvilket kan være en del af forklaringen på det alt andet end imponerende billetsalg. Debutanter kan have svært ved at trække folk i biografen, fordi ingen jo ved, hvem de er, eller hvad de står for.

Årets største succes er således undtagelsen, der bekræfter reglen: Komikeren Anders Matthesens instruktørdebut, Sorte kugler, der er produceret uden støtte fra DFI og solgte 400.000 billetter. Det er da også en ganske vellykket og vittig film, som spejler Matthesens buddhistiske livssyn og handler om en mands forsøg på at komme i balance som menneske.

Skuespilleren Charlotte Sielings spillefilmdebut, Over gaden under vandet, et ambitiøst portræt af hendes egen, forkælede generation, dem omkring de 40, ville alt for meget på én gang, men solgte ved hjælp af Biografklub Danmark alligevel 150.000 billetter ganske pænt.

Af årets øvrige debutanter fejlede især Manyar I. Parwani med Himlen falder, en påtrængende og budskabstung film om incest. Jacob Bitsch kunne heller ikke helt finde balancen mellem humor og alvor i Camping. Og Kathrine Windfeld manipulerede for meget med publikum i sin ambitiøse, men politisk noget naive thriller, Flugten, der med små 94.000 solgte billetter må siges at have ramt ved siden af sit publikum.

Heidi Mari Faisst og Morten Giese lavede derimod to af årets bedste og psykologisk stærkeste film med hhv. Velsignelsen og Vanvittig forelsket. Desværre solgte ingen af de to voldsomt mange billetter, men hvor Faisst helt ufortjent endte på sølle 1.500 betalende gæster, nåede Giese trods alt op på 27.400.

En anden uretfærdig overset film er Hella Joofs Se min kjole, hendes bedste som instruktør, der fortæller en god og klog historie om fire unge kvinder på jagt efter et bedre liv. Den blev kun set af 45.000 mennesker.

Blandt veteranerne leverede Nils Malmros varen med Kærestesorger, en slags efterfølger til Kundskabens træ og et fintfølende og velinstrueret drama om instruktørens århusianske barn- og ungdom, der taler til alle de, som selv kan huske, hvor forvirrende det var at stå på tærsklen mellem barn og voksen. Filmen solgte solide 175.00o billetter, men blev overgået af Rumle Hammerichs effektive, velspillede thriller Headhunter, der handlede om moral og etik i forretningsverdenen og trak 220.ooo mennesker i biografen.

Ole Bornedal, derimod, insisterede på at prædike om provinsens fremmedhad og snæversyn i Fri os fra det onde, der i sandhed var ordet ifølge Ole. Det var der blot 27.500 sjæle, som gad lytte til.

Af årets tilbud for børn og unge var Birger Larsens Superbror, Charlotte Sachs Bostrups Karla og Katrine, Giacomo Campeottos Storm og Anders Morgenthalers animerede Æblet & ormen de bedste tilbud dog uden at være fantastiske blandt andet fordi, de tog den unge målgruppe alvorligt.

Instruktørerne bag Zoomerne, Vølvens forbandelse og Monsterjægerne havde alle ambitioner om både at underholde og oplyse, men formåede ingen af delene.

I skrivende stund har årets to store folkekomedier, Tomas Villum Jensens Ved verdens ende og Rasmus Heides Julefrokosten, tilsammen solgt ca. 300.000 billetter, hvilket absolut ikke er fortjent. Men det er heller ikke meget for to instruktører, der solgte mere end 400.000 billetter hver med deres seneste film.

Filmpolitisk set er publi- kumskrisen opstået på det værst tænkelige tidspunkt. Ved udgangen af 2010 udløber det udskældte fireårige filmforlig, som gav tv-stationerne, DR og TV2, stor indflydelse på, hvilke danske film der produceres.

I løbet af det næste år skal Det Danske Filminstitut med direktør Henrik Bo Nielsen i spidsen således forhandle et nyt filmforlig på plads med politikerne og filmbranchens øvrige aktører. Henrik Bo Nielsen, der har en noget mere åben ledelsesstil end sin forgænger, Henning Camre, har gennemført en såkaldt Spørg & Lyt-proces, hvor han har talt med små 300 mennesker i filmbranchen i et forsøg på at skabe et fælles fodslag for branchen i forhold til politikerne.

En klog beslutning splittelse i branchen var en af grundene til, at det gamle filmforlig overhovedet slap igennem. Men da billetsalg og økonomisk succes er et af de bedste argumenter for, at dansk film er værd at investere skattekroner i, kan det blive svært at overbevise politikerne om, at støtten skal fastholdes på nuværende niveau endsige sættes op i næste forligsperiode.

Omvendt kan den håbløse situation måske netop bruges som argument for, at det gamle filmforlig ikke er godt nok, og at de rammer DFI har at agere indenfor simpelthen ikke er vidde og fleksible nok, især pga. bindingen til tv-stationerne.

Og så skal man huske på, at man ikke kan planlægge et filmår, og at både Thomas Vinterberg, Per Fly, Christoffer Boe og Susanne Bier nogle af de mest succesfulde og anmelderroste danske filminstruktører er klar med nye film i 2010, som derfor kan vise sig at blive et helt anderledes godt år.

Anmeldelser. Alle årets danske film kan findes på information.dk/film